Kære ven
Du har ret. Vi var enige under samtalen i går, og vi er stadig enige. Århus er en gastronomisk ørken.
Her til aften tænkte jeg, at jeg i stedet for at sidde i min lejlighed og hvæse af manglen på et solidt madkulturelt fundament her i byen, ville tage mine støvler på, et tørklæde om halsen for ikke at se for tilfældig ud og min cykel mellem benene. Og køre ud i byen. For at finde et godt måltid mad.
Det gjorde jeg. Jeg brugte omkring en time på det. Jeg studerede menukort på caféer og spejdede ind ad vinduer for at se et par tallerkner og nogle gæster. Jeg forsøgte, på en offensiv måde, at blive forført af en stemning fra et restaurantlokale eller en æstetik der måske kunne signalere noget i stil med at ’her gør vi tingene ordentligt’ eller ’her er vi grundige’. Sådan et eller andet. Det var den slags jeg søgte efter.
Jeg skiftevis gik og cyklede. Cyklede og gik. Stod af og tænkte, at jeg måske skulle finde et sted blot at drikke et glas vin. Jeg tænkte på steder jeg kendte, og at jeg som sådan godt kunne finde et sted at drikke et relativt godt glas vin. Samtidig tænkte jeg, at det der provokerer mig mest er fornemmelsen af at blive snydt. Altså. Jeg ved godt hvad ting koster og hvad de er værd. Og dermed hvad de bør koste når de sælges til gæster. Og nu vi er ved priserne. Jeg har aldrig forstået hvorfor hverken restauranter eller caféer ikke hellere vil sælge 2 gode flasker vino til parret på bord 6, end én enkelt, der koster lidt for meget. Efter 2 flasker er der jo gået 3 timer i stedet for halvanden, de er på vej hjem for at få sjovere sex end efter den enkelte og nåå ja, bordet kunne vendes og det er derfor! Men det bord behøver ikke vendes lige så ofte, hvis de der sidder der, køber lidt mere, og de har jo alligevel taget henholdsvis både jakke og stiletter på!
Tilbage til maden. Det er lige som om, at der på en hel række af meukort er lavet en enkelt eller to ting om ved ellers fine klassiske retter. Og det gælder virkelig mange det her, men i særdeleshed caféerne. Croque Monsiuer. JA! Sådan en kan være rigtig god, men fuckes op så let som ingenting. Med svampebechamel. Svampebechamel? Hvad satan skal de svampe i den bechamel? Rødebedeguacamole. Gulerodstagliatelle. Selleripesto.
Det er ikke alene upræcist, det er mere en leg med ord – om end kluntet – og et spørgsmål om økonomi og ublu forretning. Desuden – og det er sgu det værste – ligner det en kamouflering af manglende evner. Eller på en anden facon: at køkkencheferne simpelthen ikke aner hvad der er hvad i de gastronomiske leksika, og at kreativiteten ikke bygger på et grundigt kendskab til det klassiske, men nærmere skaber en art kejserens nye klæ’r. Der forsøges med forførelsen, men glemt er det, at have et bundsolidt indhold. Det er prætentiøst, ja – der var ordet!
Som om det ikke er slemt nok. Så råbes der om at det gastronomiske niveau i Århus er højt. LIGE SÅ HØJT SOM I KØBENHAVN! siges det. MINDST! Mange gentager mantraet, få gør noget ved det. Og når man vil råbe højt om egne evner, så må man fanme også være parat til at tage de øretæver der måtte komme i den forbindelse. Der hvor jeg kommer fra i hvert fald. I øvrigt handler dette ikke om København, og er altså ikke et dumt indlæg i en regional fejde. Jo, måske dumt. Personligt er jeg fladpandet nok til, ikke at interessere mig væsentligt, for det der ligger længere væk fra Europas hjerte end højst nødvendigt.
Jeg savner ærlighed her. Jeg går sjældent ud og spiser, og er konservativ i mine valg. Jeg vil ikke snydes, for jeg bliver sur hvis jeg bliver det. Og min kæreste synes det er kedeligt at være ude med en sur mand. Jeg savner ærlighed i køkkenet. Det at kende sine kvaliteter, men også sine egne, personalets og de fysiske rammers begrænsninger. Jeg savner ærlige retter på ærlige tallerkner. Retter hvor man for en gangs skyld overraskes af en underanrettet tallerkens nærvær af smag og godt håndværk. Den form for ærlighed savner jeg. Det er som om man har glemt at begynde et sted. Det virker så fragmenteret, og damebladsagtigt det der præsenteres. Både i tilberedning og æstetik. Jeg ville ønske jeg kunne gå ud oftere, for jeg elsker at være ude. Og jeg må indrømme, at jeg desværre tager det dybt personligt, når der serveres Kraft Salathalløj for mig, og det kaldes hjemmerørt aïoli. Hvem fanden tror de at de er? Og hvor dum tror de jeg er? Og mine medgæster?
Og det er ikke fordi jeg ikke vil det! Jeg er vild med at blive beruset af god vin og senere fuld af en cocktail. Jeg elsker at føle grådighed, når den første duft fra en kulgrillet bøf rammer min snabel. Jeg er blevet svimmel af grundigt håndværk, og vil have mere! Det er bare satans svært at få lov til den slags. Her i Århus.
Kærlig hilsen
Jakob
Ps. Jeg endte med at gå i Irma og købe grissini og en flaske vin, som jeg tog med op til mine venner Sarah og Morten.
Pps. Der er enkelte undtagelser, men de udgør så lille en minoritet at deres benævnelse er overflødig. I ved selv hvem i er!
