skip to main |
skip to sidebar
det er noget med europa. det rører sig altid i mig. og gør mig altid rørt. det med europa.
altså. hvordan forklarer man et moderne barn, at man synes, det er særlig voldsomt at man i europa, byggede en mur der splittede familier, huse, veje, venskaber og elskendes hjerter? det er jo også vildt i israel og på grænsen mellem hillbilly og wetback. ja, det er fanme vildt der også! dét tænker jeg, men tankerne fortsætter også videre og bliver til en helt særlig væmmelse ved idéen om at det er foregået lige HER. midt i europa.
åååh for fanden - elskede europa!
og de kører løs, tankerne, som om de skal undskylde for dem selv. det er jo noget med kulturen her. at vi har demokratier. nogle steder mindre end andre. andre steder sådan lidt on-off. enkelte steder nærmest ikke, men i det hele taget engang imellem.
det er også noget med frygt. altså, berlin er jo fanme tæt på århus, også selvom vi i århus er blevet meget globale med dobbelta som erstatning for bolleå.
men det er også noget om billederne derfra. de historiske skildringer. de ligner vores egen histories fotografier. hovsa. de ér sgu vores egen histories fotografier.
de går ind under huden på en anden facon. ind under mit skind i hvert fald. og sådan oplever jeg skildringerne. de rykker mig mere end dem der ikke er fra europa. det er jo billeder af mine bedsteforældre. af vores forældre - de der som purunge elskende springer over pigtråd, der kort efter blev til betonmur og stålkugler.
og så har det noget at gøre med en uforanderlighed. altså tradition feks. altså, vi gør jo stadig som dem på billederne. i dele af vores liv i hvert fald. spiser et måltid. på et bestemt tidspunkt måske. på en særlig facon, ikke? det var jo derfor jeg tænkte på alt det her. at forklare den europæiske historie der blev til en mur igennem en by og en hel masse liv. det tænkte jeg på da vi spiste en currywurst i nærheden af alexander platz. der engang var det sted i øst, hvor man helst ville imponere dem i vest. en currywurst mit kartoffelsalat. kein pommes, nur kartoffelsalat. wie immer.
i går ved aftenstide kunne man se en ladcykel med hele 2 skønne ting på. den ene var en dreng på 7. han sad på bagerste bagagebærer med fusserne strittende ud til hver deres side. han sad sådan set bare der; omme bagved og sagde, at det var hyggeligt at køre gennem byen sammen. ja, svarede chauffeuren, og tilføjede at de samme aften skulle køre hjem igen og at det blev endnu mere hyggeligt for der var nemlig medvind. og medvind kavili her i århus med å. også på cykelstierne. chauffeuren, lasagnen og drengen, ikke?
men.
før lasagnen blev til lasagne var den noget andet. lasagne er langtidsmad, og langtidsmad har i mine øjne altid godt af den magi der sker, når den har været i gang i et passende tidsrum og så køles ned, sådan set kun for at blive varmet op igen. og helst udenfor køleskabet. og det må man godt nok ikke, men man kan jo gøre det alligevel!
så lasagnens byggesten havde simret 10 timer med rosmarino, pastavand, mere tomat, mere hvidløg (hvidløg hver 2. time. hvidløg i lag om man vil) og mere hvidløg igen. så en nat på køkkenbordet, alt i mens vores citrontræ blev stjålet og sårn. dagen efter kunne lasagnen så endelig laves til den lasagne som den skulle blive til. og lige der når den er færdig med at blive lagt sammen, så ser den flot ud. på sådan en bleg facon. ret lækkert egentligt, men også utvetydigt ufærdig.
ovnen ind i billedet.
150 grader i 3 timer. og så afsted på cyklen med drengen og chauffeuren. (se, historien hænger faktisk sammen!) afsted til et lille middagsselskab ('jætar lasagne med!' havde jeg nonchalant sagt et par dage før). og fanme om der ikke sad 3 unger, der alle var af den overbevisning, at deres livret var lasagne, og deres muddah i øvrigt laver verdens bedste af slagsen. nå for helvede, tænkte jeg og håbede på det bedste. nåde, om ikke andet.
der var en smasken. ellers stilhed. og det er løgn, for der var en alfred på 7 måneder der slet ikke var særlig stille. men jeg forestiller mig - nu her bagefter - at der blev helt stille da de satte tænderne i den første bid af min lasagne. fordi den jo fanme var så svinegod at deres muddarrrres lasagner ikke nåede min til sokkeholderne! og sådan tror jeg at det er. de kunne i hvert fald godt li' den. det er jeg sikker på!
der var på trods af netop den her lasagnes kvaliteter, faktisk lidt tilbage. det havde jeg skam også regnet med! jo jo! og det skulle med hjem til madpakker og frokost og aftensmad og frokost. med hjem på cyklen. i medvind. vi fløj! hjem igen.
sms dumper ind kort efter hjemkomst. sårn en sms man enten får eller sender, når man har været sammen med sin kæreste en aften, men ikke skal sove sammen. en 'det var skide hyggeligt og du er pisse lækker'-agtig besked. Jeg udelader et par ting fra den sms jeg modtog, for den slags må man ikke skrive for google. men der stod så blandt andet: '.... lækker lasagne. du så godt ud, lækker som lasagnen. ..' og så noget mere, ikke?
hmmm
lækker som en lasagne!?!
makes a boy wondah!
